HVERDAGENS  BUDSKAB

Af Dora Francia © 2005.  

        SMÅ MÆND I STORE SKO
 og
 STORE MÆND I SMÅ SKO. 

En søndag vågnede jeg op med en frygtelig hævelse i mit ansigt. Da jeg fik set ordentligt efter syntes jeg godt nok at det virkede lidt forkert og det gjorde samtidig meget ondt. Så jeg besluttede mig for at ringe til lægevagten, som venligt udspurgte om hvad og hvordan. Da jeg havde forklaret dette, fik jeg at vide at jeg kunne hente noget creme på apoteket med det samme. Idet jeg nok ikke ligefrem lignede en skønhed, snarere en der havde fået en eksotisk middelalderlig sygdom, havde jeg ikke så meget lyst til at gå ind og stå i kø i ”hullet” på apoteket. Hullet er det lillebitte hul, hvor folk skal vente i kø, på apoteket uden for normal åbningstid. Så jeg bad min søn på 11, om han ikke ville tage med og gå ind og hente min receptcreme, hvilket han uden modstand så kærligt indvilligede i. Han sagde: ”mor du skal ikke skamme dig, jeg synes du er smuk”, ”men jeg vil gerne hente det for dig, jeg forstår dig godt”. Så med disse ord tog min sjæleven og jeg af sted i bil.

Da vi ankom til apotekets parkering, ville skæbnen at der kun var en ledig p- plads og det var helt oppe foran hullet. Så alle planer om at lege den usynlige dame, den dag brast med et. Min søn steg ud og gik ind i hullet, hvorefter flere par og andre skikkelser fulgte efter. Idet jeg havde indtaget 1.ste parket, kunne jeg jo bruge tiden til at betragte alle disse gudskabte væsner, som ligesom jeg havde fundet vejen til hullet, på en solskinsrig søndag. Til min store forundring gik det lige pludselig op for mig at flere af disse væsner, som var gået ind efter min søn, kom ud før ham.

Jeg afventede..
Som en rigtig mor, kunne jeg mærke, hvordan jeg begyndte at rase indeni.
Hvad P… var det nu for noget, var de voksne begyndt at springe børn over….!?
Var det det, jeg så og oplevede lige nu? 

Med blodtemperatur på over 100, måtte jeg vente lidt endnu.. Det føltes som evigheder.
Og alle der nu kom ud, fik et vurderende og forundrende blik.
Til sidst kom min søn, frejdigt ud i gadedrengehop og åbnede døren til bilen og udbrød:
-”Her min søde mor” ”her er din medicin”.
Jeg takkede ham og spurgte:
- ”Hvad blev du ikke sprunget over nogle gange”?
-”Jo, de blev jeg flere gange” svarede han.
-”Jamen hvad så” spurgte jeg og forventede at høre en naturlig forklaring.
-”det bliver jeg da også når jeg er i butikker eller hos bageren”.
Jeg var mundlam.
 Der hvor jeg kommer fra viger vi altid for børn og ældre. Vi andre har jo tiden, tålmodigheden og helbredet med os.
Da jeg havde tænkt et splitsekund, sagde jeg til min søn:
-” det behøver du altså ikke at finde dig i, bare fordi du er et barn.”

Han svarede bare:
- ” Men nu har vi jo fået medicinen”.
Hvad var der så at sige mere?                                                  

 Jeg strøg ham kærligt over håret og sagde:
-          ”hvordan er du blevet så dejlig”? 

Han svarede med det samme:
- ” det er fordi, jeg er din søn”.

Jeg havde ikke mere at sige   -   eller tænke,  andet end:

Han var i sandhed den store mand i str. 37. og ikke en lillebitte mand i str. 46…

Børn og ældre er begyndelse og slutning på os…                                                                    Citat Dora Francia© 

Dora Francia arbejder dagligt som bl.a indretningsdesigner, skribent og clairvoyant.
Kontakt    mail@dorafrancia.com