Skabelsens under, den kosmiske
fødsel
©Af Joanna Tengvad
En
regressionsoplevelse guidet af: Sussie Bentsen,
oplevet og skrevet af: Joanna Tengvad
I
lyset
Efter en behagelig afslappende
musik, og en yderst effektiv afslapnings teknik, ja så befandt jeg mig, ved fuld
bevidsthed, i denne helt vidunderlige tilstand hvor kroppen bare flyder, og
sindet er let.
Lige før min guide førte mig tilbage, adspurgte jeg universets gode energier om
at komme tilstede og hjælpe med svar på mit spørgsmål. Dernæst blev jeg guidet
tilbage.
Det første jeg så var bare
sort, helt sort, en kæmpe himmel hvælving helt, helt sort. Pludselig ændrede det
mørke himmelrum sig, var oplyst af lysende cirkler, lysende punkter, næsten som
stjerner, der havde formation som en hurtig cirklende lysspiral.
En utrolig smuk og fascinerende energispiral helt hvidlysende, bevægede sig
nedad og nærmere og nærmere. Det stod mig helt klart, jeg var ikke på Jorden, og
ikke tilbage i et tidligere liv…
” Kig dig omkring… se på din
krop” – min guides stemme trængte igennem til mig. Jeg havde absolut ingen
fødder, ingen krop, jeg var ligesom et lysende lille energi-partikel, flydende i
et univers så forunderligt - til min store overraskelse opfatter jeg at vi er
mange, mange lysende partikler der flyder rundt i dette smukke univers, alt
imens den lysende spiralcirkel bevæger sig i hurtigere og hurtigere cirkler
nedad mod alle os små flydende lys partikler.
Jeg føler ingen angst, men en dyb kærlighed og ro, en følelse som jeg ikke er
ene om, på en helt uforklarlig måde, deles denne følelse kollektivt af alle os
lys partikler, vi står i forbindelse med hinanden, er ligesom forbundet som ét,
i dyb kærlighed, forståelse og ro, med denne kæmpe energi der er på vej ned mod
os.
Lyspartiklers liv
Jeg forsøger at finde ord der
kan dække min oplevelse, som jeg kan meddele til min guide, som for mig befinder
sig uendelig langt væk, selvom hun (og båndoptageren) befinder sig knapt en
meter fra min fysiske krop.
Min guide spørger mig, i hvilken dimension befinder du dig i? Jeg føler stor
lettelse hun kan godt følge mig. Jeg kan kun forklare at dimensionen har noget
med krystal at gøre, krystal, krystal dette ord kommer hele tiden til mig. Jeg
fortæller min guide at alle vi lys partikler modtager information fra den
lysende spiral cirkel, der nu roterer i ubeskrivelig fart over os, nærmest som
en tornado, alt er hvidt, lysende hvidt. Vi bliver kodet med en viden, som vi
alle er helt indforstået med, vi skal på en slags mission, vi føler kun glæde,
kærlighed, og en dyb forståelse af informationen, som alle vi lys partikler
opfatter på samme splitsekund da vi er ét.
Vi skal udbrede at der findes
ingen død, intet sted - alt er en cirkel. Vi ved også fra informationen i det
hvide hvirvlende lys, at vi skal gøre det på forskellig måde, men at det
overordnende budskab vi kodes med er det samme. Der findes ingen død, alt er en
cirkel.
Pludselig eksploderer den hvirvlende lys-spiral, alt er rødt flammende lys, et
kæmpe ildhav. Jeg eller rettere sagt vi lys partikler (for vi er ét) – føler
ingen angst, kun indforståelse og kærlig accept. Vi véd at vi skal rejse nu, at
vi skal af sted. Dette fortæller jeg min guide, som spørger - hvor skal i rejse
til? Det ved jeg (vi ) ikke, føler en slags sorg, men også accept af sorgen. Vi
ved at vi skal tage afsked med dimension her, dette gøres med stor kærlighed, vi
véd - at vi alle - hvor vi end skal rejse hen, for evigt vil være forbundne til
hinanden og denne dimension.
Igen trænger min guides stemme
igennem til mig, hun spørger - hvor længe siden det er, jeg opholdt mig i det
hvide lys, var det lige før dit nuværende liv? Tiden at eksistere ikke hvor
jeg befinder mig lige nu, kun for min fysiske krop, som min guide kan se ligge
med et fredfyldt udtryk i ansigtet. Jeg ved at det er uendelig lang tid siden,
dette hvide lys sendte sine informationer ned over os, dette var den første
gang, og meget, længe siden.
Pludselig opløses det flammende ildhav, som ved et trylleslag, og den sorte
himmel ses helt klart og stjerne tomt over os. En kæmpe hvid nærmest kileformet
lysstråle kommer fejende henover den sorte himmel, hvor den kom fra, ved jeg
ikke. Denne meget voldsomt lysende stråle kommer blæsende som en storm ned over
os.
Rejsen ind i dimensionerne
Nu rejser vi, siger jeg til
min guide… jeg falder og falder, det går så hurtigt, jeg ikke kan beskrive
det, vi suser ned og ned gennem en slags tunnel, jeg når aldrig at se denne
tunnel, mine øjne kan simpelt hen ikke nå at opfange synet, jeg fornemmede det
var en slags tunnel. Men en ting véd jeg, nemlig at vi alle rejser sammen, og på
samme ”tid”, hvad jeg meddeler min guide.
Så blev alt helt t sort, jeg vidste vi var landet, vi var nede på denne Jord.
Alt var bare sort. En stor følelse af tomhed, og en ubeskrivelig følelse af et
savn lægger sig tungt i min fysiske krop. Og alt er bare sort i sort. Ser
ingenting, er bare så underlig tung og sorgfuld. Jeg var absolut ikke længere et
lille lysende energi ”legeme” omsluttet af kærlighed og i ”energi -
sammenhørighed med andre ”som mig.” Det var helt sikkert!
Forvandlingen
Hvad ser du nu, kan du føle du er i en krop? lyder min guides stemme. Helt
alene er jeg altså ikke, min guide sidder ved min fysiske krop. Jeg ser
ingenting, er ligesom ingenting, alt er sort, jeg har ikke den mindste
fornemmelse af krop, eller at jeg er levende. Lang tid går, atter hører jeg min
guides stemme, mærk efter - er du i en krop? Næh, svarer jeg, jeg er
ingenting, mærker ingenting – og dog ligger jeg pludselige og får nogle helt
underlige fornemmelser, fornemmelser af tid, lang tid der henrinder, en celle,
er jeg en slags celle, et lille kim til et eller andet… underlig fornemmelse… Så
står det mig helt klart, der er noget jeg ikke er klar til at vide endnu, jeg er
ikke rede, der er noget jeg ”ikke må vide” – jeg er simpelthen ikke parat,
derfor ser jeg ingenting!
Hvor er de andre der rejste
sammen med dig? - hører jeg guiden spørge. Vi er spredt, svarer jeg straks.
Vi blev spredt. Det ved jeg, helt sikkert! Hvordan har du det? spørger
min omsorgsfulde guide. Det er svært at svare på - hvordan forklare at man føler
sig som ingenting? som et kim der ligger i dvale, et temmelig ensomt kim.
Oceaner af tid går, syntes jeg, men sikkert kun et par minutter i målelig tid.
Pludselig fornemmer jeg en
krop, jeg er nu i en krop, jeg er ligesom levende. Men ”hvem” er jeg? Langsomt
mærker jeg et strejf af en slags ”bevidsthed” – og mærker kroppen som jeg er i.
Min guide må have set eller fornemmet, en reaktion fra min fysiske krop (som jo
ligger der på lejet) – er du i en krop nu? Tøvende svarer jeg hende, at
jeg er meget meget langt tilbage, tror ikke der er nogen mennesker her, men jeg
er ”et eller andet” – jeg fik igen en underlig fornemmelse, nej det kan ikke
passe. Dybt chokeret og nervøst fnisende svarer jeg. Jo nu er jeg ”noget” -
jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal, jeg tror ikke, jeg tøver, ved ikke rigtigt om
jeg tør sige det, men siger alligevel meget forsigtigt og hviskende, jeg er, nej
det kan ikke være rigtigt, jeg er en abe, en abemand.
Joanna Tengvad, er uddannet regressionsterapeut, har praktiseret
nogle år, og opbygget et kursus der giver mennesker med lyst og nysgerrighed, en
mulighed for at åbne op for deres spirituelle sider, og bruge denne indsigt i
deres dagligdag på en positiv og givende måde. Jeg uddanner også mine kursister
til regressions - guider, hvis evnerne og lysten er til stede.
Se
mere på:
www.regression.private.dk
|