Min åndelige vejleder og Rum ven David

 Når meditationerne bliver mere og mere givtige, er der mange forskellige og spændende oplevelser som kan ske under disse rejser. Nogle gange er der slet ikke brug for at sætte tid af meditativ, det kommer bare pludseligt meget hurtigt til én. Man kan måske endda eksempelvis sidde og lave et eller andet stykke arbejde –  vupti så er man på besøg andre steder…. Og rejserne kan gå virkelig stærkt ind imellem. Det er fantastisk hvad man kan nå at opleve på kort tid.

 En aften hvor jeg skulle til at sove, ja, jeg når lige at lukke øjnene – så er jeg allerede rejst ud i det store univers.

Jeg lander på en anden planet ude i galaksen, lige ned på en dejlig hvid sandstrand hvor jeg mødte min kærlige rum ven David. Vi sad på sandstranden i det hvide sand og havde udsigten ud til det flotte lyseblå hav.

David, har jeg mødt en del gange og jeg er meget betaget af ham, da han er utrolig smuk og kærlig, og desuden min åndelige hjælper når jeg har brug for det. Jeg har ikke i dette jordiske liv mødt så smuk en mand. Han udstråler så stor en kærlighed så jeg ikke kan beskrive det i ord.

Vi sad og talte og havde det virkelig hyggeligt hvor han pludselig rejste sig og gav mig en perlekæde om halsen. Den så helt almindelig ud, små beigefarvede perler på snor. Da jeg fik den på og studerede den nærmere, blev kæden forvandlet til den smukkeste kæde, med de flotteste funklende sten, i meget smukke farver med forskellige nuancer! Da jeg havde beundret den, gik vi sammen ud i det friske varme hav bad. Jeg mærkede det varme vand og nød det hele fuldendt imens solen skinnede på os. Jeg kunne virkelig mærke varmen både fra sol og vand.

Vi gik op på strandbredden igen og skulle derefter på en flyvetur i et rumskib.

Der var kun os to i rumskibet. David styrede skibet som ikke var særlig stort men nok plads til os. Vi fløj over den tropiske skov og landede ved siden af den. Det var tæt på nogle høje skrænter ned til vandet. Vi gik ad en sti hvor David slap min hånd og løb ind til siden og fandt en gammel smuk kiste! Han åbnede den, og viste mig guldmønterne som lå i den. Den var helt fyldt op! Da vi havde beundret dem i et stykke tid lukkede David kisten igen og dækkede den til med sand og så løb vi videre.

I mens vi løb havde vi det muntert og dejlig frit. Alt på dette tidspunkt var så befriende og kærligt som om at intet andet eksisterede på dette tidspunkt – og som om at det var det mest naturlige at vi oplevede disse ting og alt var bare så dejligt. Vi havde det rigtig sjovt.

Vi nåede til skrænten og kunne se langt ud over havet. Der var stille og vandet var helt blankt, ingen land i sigte, der var vand og atter vand og det kunne ses langt væk.

Jeg stod på spidsen af skrænten og bredte mine arme ud og bare nød den lette vind der kom en gang imellem, med solen i ansigtet stod jeg med lukkede øjne og følte varmen.

Efter en rum tid var vi i ufoen igen, vi fløj over den tropiske skov igen og vi begge beundrede den ud af vinduet på ufoen.

Vi fløj endnu et stykke tid og landede hos min hest Kenzo på folden hvor han stod. David hilste på ham og vi begge gav ham klap og kærlige tanker. David rørte ham på panden med sin hånd. Efter et stykke tid var det tid at komme tilbage til moderjord.