Åndelig vejledning for livet på Jorden

Af Sonja Bruun © Copyright 2009

 

 

Den første vejledning i en meditation:

Allerførst holder jeg mig lidt på maven, da jeg har lidt menstruationssmerter. Jeg sætter mig nu til rette med hænderne på armlænene af en lænestol. ”Hænderne”, der før holdt på mig på maven, fortsætter med at heale under hele meditationen. Nu lukker jeg øjnene og flyder med den guidede meditation.

 

Jeg bliver ført gennem Universet, til en frodig ”Ø”. Undervejs ser jeg Kristus på korset. På ”Øen” er der ingen i starten. Der er helt øde, men jeg leder og leder og finder en stor pyramide. En mand, der ligner en engelsk herre fra en film, jeg engang har set om de hellige skrifter, lukker mig ind af en gammel slidt dør af træ. Indenfor er der en mand, der ligner Hitler i militærtøj. Jeg er tryg, men jeg bryder mig ikke om ham. Jeg bliver ledt ind i ”englerummet”. Der synes ikke at være nogen. Jo, nu kommer den gamle mand frem fra forleden. Han sagde, han var Esajas. Han er i godt humør og griner og smiler til mig. Vi går ind i ”Englerummet”. Her spørger jeg, hvornår jeg skal begynde at skrive. Den gamle mand med stokken, det hvide hår og hvide kjortel, Esajas, siger lattermildt: ”Du skal begynde til september. Det er din vej”. Han griner højlydt. Jeg er født på Septembervej 12 i Søborg.

Samtidig spørger jeg hvem, der skal hjælpe mig og ”Guds øje” lyser så kraftigt, at jeg får helt gåsehud af den kraftige healing, der sker samtidig. Jeg spørger også den gamle mand, om han hedder Esajas. Han siger til mig: ”Ja, i dag hedder jeg Esajas, men jeg har mange navne”. Han morer sig gevaldigt. Vi siger ”På Gensyn”, jeg ser nogle kæmpe løvesphinxs på ”Øen” udenfor pyramiden, og jeg tager hjem til Jorden igen. Jeg ser et kors på vej hjem. Man må sige, de har humor deroppe.

Min vej, septembervej, ha-ha.

 

Den anden Vejledning

Min Buddhistiske bevidsthed vækkes til live

 

Jeg starter med at lægge et guldkors, omstøbt af gamle guldringe, som jeg fik i dåbsgave af min farmor, på mit solar plexus, men så ringer telefonen, og jeg vælger at tage telefonen. Det er der en grund til. Der er én, der bestiller en healing, men det er åbenbart ikke den vigtigste grund.

Jeg starter meditationen igen og opdager at jeg ikke fik korset med mig. Jeg fortsætter alligevel. Lader mig flyde med til de blide toner og Meretes behagelige stemme på meditationscd´en.

 

Varmen strømmer som sædvanligt op igennem min krop fra fødderne. Jeg slapper dejligt af.

Da jeg når til hjertet, ser jeg en Buddha af guld inde i mit hjerte. Det er meget specielt. Samtidig bliver jeg healet ovenfra.

Over mit hoved, over mit gyldne hjerte, ser jeg igen en KÆMPE Buddha af guld.

Jeg bliver healet kraftigt nu og ser samtidig Guds Øje.

Der dukker en slags ”rygrad” op, og jeg tænker bare, at der sidder alle ”følelserne”, men mærkeligt at se en rygrad i en meditation.

 

Jeg kommer til en lysende planet, en guldplanet, hvor Buddha tager imod mig. Templet er ikke noget tempel, men en blanding af et egetræ og et oliventræ med hul i.  På vej op ad trappen, ændres trappen til, at jeg går på den kinesiske mur i fri luft med bjergene i baggrunden. Englerummet er fyldt med munke klædt i orange, der mediterer. De siger ikke noget. ”Min engel” er en Buddha. Han følger mig ind i træet.

 

Jeg lader mig føre ind i hullet, og der forsvinder jeg ned i ”hullet” i træet, for at køre i ring inde i træet. Lige pludselig ser jeg en slanges hoved. Jeg er forbundet med slangen.

Nu finder jeg mening med rygraden, jeg så i starten. Jeg spørger ”Buddha”, hvornår jeg skal begynde at skrive, og Buddha forandrer skikkelse til ”Den hvide gamle mand”, jeg har set før”, Esajas. Jeg hører hele tiden ordet ”September”.

 

Jeg ser Guds Øje stråle flere gange under meditationen, og jeg heales kraftigt. Sidst i meditationen lukkes Guds Øje halv i med et smil, og jeg fyldes af en uendelig fred. En samhørighed. SÅ SMUKT. 

 

Jeg ved nu, at jeg skal i gang med at skrive, og at jeg har meget smukke vejledere til at lede mig på min vej fremover.

 

Ovenstående meditationer er til visualiserings cd`en Kærlighedens Urkraft af Merete Gundersen

 

Kærligst healer, forfatter og kostvejleder Sonja Bruun www.engle-healing.dk